Pyha

Ja, så fik de alle deres nintendoer. Og jeg havde gjort mit forarbejde. Jeg havde pakket ud, sat op, puttet spil i, puttet i taske og pakket ind. Og det gik godt. De blev glade. I følge de 2 store så ELSKER ELSKER ELSKER de mig, fordi jeg er verdens bedste mor (det har de helt sikkert glemt imorgen)

De små var også helt oppe og ringe. Så langt så godt, for uanset hvor godt man har gjort forarbejdet, så bliver der krise. Det ved alle med børn, især med flere børn, især med mange børn. De skulle spille - men lige lære at tænde, gå ind på det rigtige osv. osv. Martin, den dejlige mand (når han ikke er fredags træt sur that is) er ikke den bedste til det med teknik - jojo, ledninger og mekaniske ting. Men opsætning, nej det er ikke lige ham - så jeg måtte rende mellem 4 drenge, der skulle have hjælp:

"Mor hvordan tænder jeg"
"Mor hvordan går jeg ind på spillet"
"Mor hvordan skifter jeg spil"
"Mor jeg kan ikke"
"Mor du skal"
"Mor han skubber"

Osv.osv.

Så i pendulfart mellem børn og nintendoer, lave mad - spise, rydde op. Unger der er i det røde felt - for jeg "SKAL TEGNE EN HELIKOPTER NUUUUUUUUUUUUUUUUUU"  Ikke en gang lokken med kæmpe disney slik skål kunne lokke dem væk.

Til sidst lykkedes det, de slukkede dem - og nu var slikskålen lige pludselig for lille. Nu er de i seng, alle samme og jeg burde rydde op og gøre klar til fødselsdags rykind imorgen, men Burde er ikke min ven idag. Så jeg har kastet mig på sofaen og prøver at overbevise mig selv om, at det der stykke chokolade, det HAR jeg da allerede forbrændt, mens jeg hjalp ungerne.